Bageri boomer på sociale medier: ”Uden sociale medier var vi aldrig lykkedes”

Simpel Surdej nyder stor popularitet på de sociale medier Instagram, TikTok, Facebook og YouTube. Foto: Sigurd Hollerup Bencke

Bageriet Simpel Surdej er velbesøgt, og varerne går som varmt brød. Dog er det ikke kun i bageriet, at opmærksomheden er stor. På sociale medier har Simpel Surdej en gigantisk følgerskare, som rummer folk fra hele verden.

Af Sigurd Hollerup Bencke

Simpel Surdej ligger på 1.sal med udsigt til parkeringspladsen tilhørende Sct. Mathias Centeret, men det er ikke noget normalt bageri. Udover at lave brød, croissanter og kager, som bliver revet væk, er de at finde på sociale medier, hvor de har over 100 tusind følgere og millioner af visninger.

Simpel Surdej producerer al bagværket i det lille køkken bag disken. Foto: Sigurd Hollerup Bencke

Peter Bundsgaard Jeppesen står, sammen med sin kæreste, bag bagværksfænomenet og sammen har de bygget bageriet op fra bunden. Det består nu af ét fysisk bageri og en webshop, som sælger til hele verden.

”Det var sindssygt, da der kom de første ordrer til Asien, Afrika og alle mulige crazy lande,” siger Peter Bundsgaard Jeppesen.

Opmærksomhed fra udlandet har ikke altid været der, så sociale medier har været afgørende for bageriets eksistens. Det er især det sociale medie Instagram, der er vigtigt for Simpel Surdej. På det sociale medie har bageriet 108.000 følgere.

”Instagram er det oplagte medie for os, da videoer med dej, ruller og former passer perfekt til mediet.”

Det er dog ikke kun på Instagram, bageriet er populært. På TikTok er en video blevet vist lidt over én million gange, mens en Youtube-video har fået over 200 tusind views. Aktiviteten på sociale medier har gjort bageriet til det, det er i dag.

”Uden sociale medier var vi aldrig lykkedes.”

@simpelsurdej Nice n’ ripe baby 🔥 #sourdough #bread #sourdoughbread #levain #artisanbread #baking #homemade #sourdoughstarter #pastamadre #surdej #foodporn #food #homemade #asmr ♬ Woop Baby – Letherette

Selvom sociale medier har givet Simpel Surdej mulighed for at blomstre, har det ikke været en dans på roser mod de 108.000 følgere.

”Hvis man lægger timerne sammen, så har jeg brugt år på at sidde og arbejde med vores sociale medier.”

Den store popularitet på sociale medier åbner for forskellige samarbejdsmuligheder, men Peter og resten af Simpel Surdej-teamet har lagt en klar linje for, hvilke samarbejder de går ind i. Influencere er blandt andet noget, som bageriet holder sig fra, da de vil bevare deres brand uden for meget indblanding.

Simpel Surdej startede som sjov og ballade, og har nu udviklet sig til en forretning med ansatte og lønninger, der skal betales. Sociale medier og hårdt arbejde har hånd i hånd skabt Viborgs populære bageri.

Be the first to comment on "Bageri boomer på sociale medier: ”Uden sociale medier var vi aldrig lykkedes”"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*