Kvindernes Internationale Kampdag – Viborg er den kommune i Jylland med flest kvinder i byrådet

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag sættes ligestillingen i særlig grad under luppen. Ser man på kønsfordelingen i landets byråd, har Viborg den mest lige fordeling i Jylland. Her er det nemlig 14 ud af 31 byrådsmedlemmer, der er kvinder.

Af Jacob Bjørneboe

Den 8. marts. Kvindernes Internationale Kampdag. En dag, hvor ligestilling ubetinget er på dagsordenen, og en dag, hvor der kastes et særligt fokus på kvinders kulturelle og politiske bedrifter.

Byrådet i Viborg står på eksemplarisk vis ud som det jyske byråd med den højeste grad af ligestilling mellem kønnene.

Ved kommunalvalget i 2017 blev syv kvinder valgt ind i byrådet i Viborg. I 2021 var antallet af kvinder i byrådet steget til 14. Der er således sket en fordobling siden sidste kommunalvalg. Alt i alt er næsten halvdelen af byrådet kvinder, og det er den højeste andel i Jylland, tæt efterfulgt af Jammerbugt Kommune.

Selvom det er en udvikling, som peger mod større ligestilling i politik i Viborg, så er det ikke godt nok ifølge Marianne Vind (S), som er medlem af Europa-Parlamentet. Hun mener, at der skal lovgivning på området, så man sikrer en mere lige fordeling mellem kønnene i bestyrelser og på topposter, og det er allerede noget, man arbejder på i EU. Marianne Vind udtaler til AvisenDanmark:

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at EU foreslår mere lovgivning på området i fremtiden.”

På trods af, at Viborg er en fremgangskommune, der har oplevet en udvikling i antallet af kvinder i byrådet, så ønsker nuværende byrådsmedlem, Mette Nielsen (S), stadig mere ligestilling. Hun skriver i sit debatindlæg i Viborg Netavis:

”Mænd og kvinder ser forskelligt på tingene. Der træffes beslutninger for alle aldersgrupper og for mænd og kvinder. Derfor er det godt med en ligelig fordeling af kvinder og mænd.”

Derudover peger Mette Nielsen (S) på, at Viborg aldrig har haft en kvindelig borgmester.

Så selvom det ved første øjekast ser godt ud for Viborg Byråd, er der fortsat plads til forbedring.

Be the first to comment on "Kvindernes Internationale Kampdag – Viborg er den kommune i Jylland med flest kvinder i byrådet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*