Sammenlægning af daginstitutioner skal skaffe penge til minimumsnormeringer

Et nyt forslag fra Viborg Kommune varsler mulig lukning af Børnehuset Kølvrå. Børnene skal overflyttes til en større daginstitution, og forslaget har skabt delte meninger.

Af Christian Hansen Jayaseelan

Et forslag i byrådet vil overflytte børnene fra Børnehuset Kølvrå til Børnehuset Solstrålen. Det vil dermed give Børnehuset Solstrålen dobbelt så mange børn. Sammenlægningen er en del af et større forslag om strukturændringer på dagtilbudsområdet, som skal være med til at finde penge til nye minimumsnormeringer. 
Forældrerepræsentant for Børnehuset Solstrålen, Martin Simon Andresen, er selv bosat i Kølvrå og er ærgerlig over, at man fjerner børnehuset, men han kan også godt se det fra en økonomisk side. 

”Jeg synes, det er sørgeligt, hvis man ødelægger små lokale samfund ved at ødelægge tiltrækningen af børnefamilierne. På den anden side så kan jeg også godt se, at vi kan ikke have institutioner, der ikke kan køre rundt rent økonomisk,” fortæller Martin Simon Andresen.

Allerede nu bliver forslaget mødt med en vis skepsis fra byrådsmedlem og medlem af børne- og ungdomsudvalget Malena Møller Mortensen (C).

”Det er vigtigt, at vi yder velfærd i hele kommunen og ikke kun centralt i Viborg by. Derfor er det vigtigt, at vi har nogle forskellige tilbud til børnefamilier, der ikke nødvendigvis ønsker at bo centralt”, fortæller hun.

Der skal findes omkring syv millioner kroner for at kunne gennemføre minimumsnormeringerne, og tal fra kommunen viser, at den gennemsnitlige omkostning per barn er højere i de små institutioner sammenlignet med gennemsnittet. Malena Møller Mortensen mener dog, at det er okay, at udgifterne ikke er ens over hele kommunen, og vil i stedet gerne have kigget nærmere på alternative forslag til skaffe pengene som fx besparelser i administrationen.  

“Nærheden i forhold til dagtilbud, skole og fritids- og foreningsliv. Det har bare en betydning for, at børn ikke kommer i mistrivsel. Så kan det godt være, at prisen for at holde en daginstitution kørende i en mindre by med et lidt lavere antal børn, den er lidt højere”, fortæller Malena Møller Mortensen.

Martin Simon Andresen er ikke nervøs for at nærheden vil forsvinde, hvis institutionerne bliver lagt sammen, men er i tvivl, om de fysiske rammer er klar til den øgede mængde børn. I forslaget anslår kommunen, at det vil koste tre millioner kroner at ombygge Børnehuset Solstrålen. I dag har børnehusene allerede fælles ledelse.

Be the first to comment on "Sammenlægning af daginstitutioner skal skaffe penge til minimumsnormeringer"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*