Besparelser og finansiering kan betyde færre uddannede pædagoger i dagtilbudene

I Børne- og Ungdomsudvalget er man ved at udarbejde en samlet plan for, hvor pengene til den nye minimumsnormering skal komme fra. Blandt andet arbejder man med tanken om at ansætte flere uden pædagogisk uuddannelse i daginstitutionerne. Forskning peger dog på, at uddannet personale er bedst til at skabe gode rammer for børns udvikling.

Af Morten Andreasen 

I Børne- og Ungdomsudvalget skal man samlet finde 9,5 millioner til finansiering af nye minimumsnormeringer samt besparelser på dagtilbudsområdet. Det betyder, at man i udvalget er ved at udarbejde en finansieringsplan for at imødekomme kravene. Et af udvalgets ti forslag går på, at man skal ansætte flere uden en pædagogisk uddannelse.

Dog viser forskning indenfor daginstitutioners personale, at uddannelse har en vis betydning for børns udvikling. Det fremgår af en rapport fra 2014 om daginstitutioners betydning for børns udvikling. Rapporten er, blandt andre, udarbejdet af Mogens Nygaard Christoffersen, som er uddannet sociolog ved Københavns universitet. Heri peger man på, at udannet personale er bedre til at skabe stimulerende læringsmiljøer, hvori børn kan udvikle sig. Samme rapport peger også på, at udannet personale er bedre til at udvikle børns sprog og sociale kompetencer end uuddannede er.

Uddannelse er ikke alt – så længe der er nok pædagoger

Skoleleder Malene Holst Andersen samt leder for børnehaven Møllebakken oplever, trods forskningens resultater, at personale uden uddannelse bidrager positivt til deres institution.

”Hvis vi sikrer os, at der er nok uddannet personale, så kan man sagtens få hjælp af en uden pædagogisk uddannelse.”

Malene mener ikke nødvendigvis, at uuddannet personale er lig med dårligere forudsætninger for børnene – så længe der også er nok uddannede pædagoger. Hun mener, at en god kombination af uuddannede og uddannede pædagoger kan skabe en rigtig god institution; med gode rammer for børnene.

Samme syn deler formanden for Børne- og ungdomsudvalget, Katrine Fusager Rohde, som peger på, at man i Viborg muligvis godt kan gøre brug af flere uden uddannelse:

”Når vi overhovedet overvejer at kigge på det, skyldes det, at vi i vores kommune har en høj andel af uddannet personale omkring vores børn.”

I Viborg kommune ligger man 10 procent over landsgennemsnittet, når man kigger på antallet af uddannet personale i daginstitutionerne. Derfor taler man i udvalget om at ansætte flere uuddannede i institutionerne. Det kan for eksempel være til at varetage funktioner som oprydning, som ikke nødvendigvis kræver uddannet personale.

På trods af, at der skal findes penge til at finansiere de nye minimumsnormeringer, mener hun, at besparelserne ikke må ske på bekostning af børnene.

Intet er besluttet

”Det er først nu, vi skal ind i diskussionerne om, hvad vi kan gøre og ikke gøre,” siger Katrine Fusager Rohde.

Formanden gør dog også opmærksom på, at det slet ikke er sikkert, at man kommer til at skrue på, hvor mange uddannede og uuddannede de forskellige daginstitutioner skal bestå af. Man har for øjeblikket sendt alle ti forslag til den kommunale forvaltning, som skal vurdere, hvilke tiltag man kan gøre brug af for at finde penge til at finansiere de nye normeringer. 

Be the first to comment on "Besparelser og finansiering kan betyde færre uddannede pædagoger i dagtilbudene"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*