Lukningstruet SuperBrugsen splitter borgerne i Karup

SuperBrugsen i Karup kæmper for deres skrøbelige fremtid. Foto: Simone Schmidt

SuperBrugsen i Karup er i overhængende fare for at lukke, og i et desperat Facebook-opslag henvender bestyrelsen sig direkte til borgerne i Karup. Dog er reaktionerne præget af, at borgerne ser meget forskelligt på Brugsens overlevelse.

Af Simone Schmidt

”Hvis I fortsat ønsker at bevare SuperBrugsen i Karup, så har vi brug for, at I lægger flere af jeres indkøb i butikken nu.”

Sådan lyder den klare melding fra SuperBrugsens bestyrelse i et Facebookopslag, der har fået næsten 100 kommentarer og 50 delinger. Kommentarerne er dog ikke entydigt positive overfor Brugsen. Tværtimod er flere af borgerne stærkt utilfredse med kvaliteten, priserne og serviceniveauet i Brugsen. 

Blandt de mange kommentarer, kan man finde Henriette Kahlerts kommentar. Hun er en af de borgere, der kritiserer SuperBrugsen Karup på flere punkter.

 Til ViborgPosten uddyber Henriette Kahlert:

”Jeg synes, at Brugsen er præget af tomme hylder og for høje priser. For mig personligt ville det ikke være et stort tab, hvis Brugsen lukkede.”

Henriette Kahlert har boet i Karup i 23 år, og hun synes ikke, at tendensen i Brugsen er ny. Derfor handler hun helst i andre butikker, såsom Rema 1000 eller andre nærliggende dagligvarebutikker. Her oplever hun bedre service, fyldte hylder og discountpriser, som hun prioriterer højt, når priserne stiger.

I den modsatte ende er der borgere, der er glade for Brugsen. 67-årige Elin Madsen skriver i sin kommentar, at hun hverken kan eller vil undvære Brugsen. Til ViborgPosten beskriver Elin Madsen det som en direkte katastrofe, hvis Brugsen må dreje nøglen om. Elin Madsen er dog ikke afvisende overfor de kritikpunkter, der bliver lagt frem:

”Jeg ved udmærket det med de høje priser. Men jeg tror, at det kan have alvorlige konsekvenser for Karup, hvis Brugsen lukker. Det kan vores lille by slet ikke klare.”

Elin Madsen fortæller desuden, at da hun arbejdede i Herning og kørte forbi adskillige butikker på hjemturen, valgte hun alligevel at gøre sine indkøb i SuperBrugsen i Karup. Hun synes, at Brugsen kan tilbyde varer, som de andre butikker ikke kan matche.

Direktøren for Skåde Brugsforening, Jesper Nielsen, ser dog positivt på SuperBrugsens fremtid. Han fortæller, at de vil kigge på kommentarerne til Facebookopslaget og tage tingene til efterretning. Han håber, at de kan få vendt skuden for SuperBrugsen i Karup hurtigt.

”Vi tager alt seriøst, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at fastholde Brugsen i Karup. Men det ville også hjælpe alle parter, hvis borgerne lagde lidt flere indkøb i SuperBrugsen. Vi kæmper til sidste blodsdråbe.”

Be the first to comment on "Lukningstruet SuperBrugsen splitter borgerne i Karup"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*